​Hverdagen på vores behandlingsinstitution

Vi vægter tryghed og trivsel som forudsætning for udvikling.​

​Hverdagen i huset er tilrettelagt på baggrund af en autismepædagogisk grundstruktur og centrerer sig omkring tilrettelagte aktiviteter, der skaber sammenhæng og et meningsgivende indhold. Dette altid under hensyn til hver enkelt unges behov og formåen. 

Dagligdagen i VIP Huset er tilrettelagt omkring forudsigelighed og rutiner, og kendetegnes af forberedelse. Denne ramme skaber stabilitet omkring husets beboere og frigiver mulighed for bl.a. overskud til opstart og fastholdelse af fritidsaktiviteter og uddannelse.

Uddannelse og beskæftigelse

Som udgangspunkt har alle unge i VIP Huset på Englandsvej og i lejlighederne i Kastruplundgade en hverdag med uddannelse eller anden beskæftigelse. Vi støtter de unge i at fastholde en god døgnrytme og fastholde tilknytning til uddannelse og/eller praktikforløb, da det skaber værdi, mening, indhold og udvikling i deres liv.

Samling om eftermiddagen

Hver dag kl. 15 mødes de unge i fælleskøkkenet i huset på Englandsvej 27. Her samles beboere og husets personale til ”3 hygge”. Vi taler om dagens oplevelser og om de aftaler og aktiviteter, de unge har planlagt. ​Der bliver serveret frugt og sødt ved eftermiddagshyggen.

​Sund og varieret kost

I VIP Huset prioriterer vi, at de unge tilbydes sund, varieret og så vidt muligt hjemmelavet mad. Vi har ansat en ernæringsassistent, som kommer i hverdagen og laver aftensmad. De unge kan komme med egne ønsker til retter, som ligges ind i den ugentlige madplan. Morgenmad og frokost tilrettelægger de unge enten på egen hånd eller med støtte fra VIP Husets pædagogiske personale. Vi tilstræber, at alle husets beboere og personale mødes til fælles aftensmad kl. 18.00.

Aftenaktiviteter i huset på Englandsvej

Om aftenen er der mulighed for at lave fælles aktiviteter. Vi kan hygge i stuen, gå tur, spille spil, se en film eller hvad de unge har lyst til. Der er også mulighed for at få hjælp til lektier, være i eget selskab på værelset eller få en snak om, hvad der rører sig i den enkeltes liv. Aftenen indeholder også en forberedelse af den følgende dags aktiviteter.

Aktiviteter ud af huset

Vi arrangerer fælles aktiviteter ud af huset. Det kan være ture i skøjtehallen, til Amager Strandpark, shopping og caféture, biografture m.v. Aktiviteterne tager udgangspunkt i de unges egne ønsker. Endelig tilbydes der ferietur sommer/efterår og/eller kortere endagsture til f.eks. Tyskland.

Regelmæssige møder med de unge

Hver anden uge holder vi ungemøde, hvor vi sikrer, at de unge kan komme til orde og bliver medinddraget i deres hverdag. De unge kan komme med egne ønsker eller forslag til ændringer og aktiviteter i huset. Ungemøderne danner også rammen for en drøftelse af trivsel i hverdagen, deling af erfaringer og gensidig sparring og støtte blandt beboerne.

Massage til de unge

Hver tredje uge har de unge mulighed for at få massage af en veluddannet behandler, som kommer i huset. Behandlingen bliver tilrettelagt ud fra de unges individuelle behov for afspænding i en tryg og forudsigelig ramme.​

Psykologforløb

Vi har samarbejde med en ekstern psykolog, som tilbyder terapeutiske samtaler for de unge, som har behov for dette. Samtalerne foregår i huset på Englandsvej

Fødselsdage fejres

Vi fejrer de unges fødselsdage i huset. Den enkeltes fødselsdag tilrettelægges altid i god tid og sammen med fødselaren. Hermed sikrer vi, at det bliver en rar og ganske særlig dag for hver enkelt.

Fødselaren har mulighed for at bestemme, hvilken aftensmad, der serveres på den dag fødselsdagen fejres og kan invitere familie og/eller netværk til lagkage og boller.

Højtider og traditioner

Vi holder jul på traditionel vis og julehygger hele december. Den 21. december holder vi VIP Husets juleaften. Der er julegaver til alle, vi danser om juletræ og leger pakkeleg.

Selve den 24. december er der altid mulighed for at være i VIP Huset, hvor der er personale til at hygge med de unge, som skulle være i huset.

Nytårsaften er der festlig middag for alle beboere, som ønsker at være med. Vi samles og glæder os til et nyt år sammen. Vi søger endvidere at festligholde andre traditioner – Halloweenfest, påskefrokost og Fastelavn.​

​De fysiske rammer

Vi er placeret i en skøn patriciervilla på Amager med kort afstand til diverse skoletilbud, fritidstilbud, kulturelle seværdigheder, indkøbsmuligheder og Amager strand. VIP Husets beliggenhed giver adgang til bus, tog og metro inden for kort afstand. Derudover cykler flere af de unge i byen.

De unge har egne velholdte værelser, som er fordelt på husets tre etager. De unge er selv er med til at indrette eget værelse. Vi har et stort fælles spisekøkken samt en hyggelig stue med tilhørende altan, som danner rammen for fællesskabet i huset.

​I kælderen har vi gode vaske- og tørrefaciliteter.

Misbrug​

Vip Huset er ikke en misbrugsbehandlingsinstitution. Det er ikke tilladt at have stoffer eller alkohol i huset.

Vi kan også hjælpe dig

I VIP Huset har vi et forstående og accepterende menneskesyn og vi bestræber os på at møde den unge med et ønske om at forstå bagom adfærd.

Vi tror på, at den unge altid gør sit bedste.

VIP Huset ApS

Læs privatlivs-og databeskyttelse samt cookiepolitik her​.